Switch language to english
Du er her: Forsiden » Nyheder og arrangementer » Nyhed PageID: 20036

Birgit Schiøtt udnævnt til professor i biomodellering og medicinalkemi

Bookmark and Share

Offentliggjort torsdag 19. november 2009 | Christel Rothe Brinkmann

Ph.d. Birgit Schiøtt er pr. 1. oktober 2009 udnævnt til professor med særlige opgaver (MSO) i biomodellering og medicinalkemi ved Kemisk Institut, Aarhus Universitet. Birgit Schiøtt forsker i proteiner med det mål at forstå deres egenskaber i relation til sundhed og sygdom med fokus på udvikling af lægemidler.

 

Birgit Schiøtt er cand.scient. i kemi og fysik fra Aarhus Universitet (1990), og hun fik sin ph.d.-grad fra Kemisk Institut samme sted i 1993. Birgit Schiøtt har været postdoc på Kemisk Institut og ved University of California, Santa Barbara (1996-1998). Hun var gymnasielærer i 4 år i perioden 1994-2000, inden hun vendte tilbage til Kemisk Institut, først som Steno-stipendiat (2001-2003) og derefter som Skou-stipendiat (2004-2006). I 2007 blev hun fastansat som lektor.

 

Birgit Schiøtt har været på flere længerevarende forskningsophold i udlandet, blandt andet ved Cornell University, hvor hun opholdt sig ét år ved Nobelpristager Roald Hoffmann. Under sine ph.d.-studier tilbragte hun et år af ved Massachusetts Institute of Technology (hos professor Stephen Buchwald) og var efterfølgende postdoc i to år ved University of California, Santa Barbara i professor Thomas C. Bruice’s forskningsgruppe. Det var under sidstnævnte ophold at hendes interesse for proteiner, deres dynamiske egenskaber, og relevansen af dette for design af lægemidler blev vakt. Birgit Schiøtt har fortsat mange fælles projekter med ledende udenlandske forskere i både Australien og USA.

 

I sin forskning benytter Birgit Schiøtt computere til at opstille atomare modeller for, hvordan et protein bevæger sig, for derigennem at opnå øget indsigt i, hvordan proteinet kan genkende og binde til andre molekyler, eksempelvis lægemidler eller medicinske kontraststoffer. Sidstnævnte er en del af et større forskningssamarbejde, hvor der forskes i at udvikle kontraststoffer til brug ved MR- eller PET-scanning i forbindelse med diagnosticering af eksempelvis Alzheimers sygdom.

 

Hendes forskning spænder fra grundvidenskabelige emner, som blandt andet undersøgelser af specielle bindingsforhold i proteiner, til mere anvendelsesorienterede projekter i samarbejde med eksperimentelle forskningsgrupper og -centre (eks. Grundforskningscentrene inSPIN og Pumpkin) ved Aarhus Universitet. Disse anvendelsesorienterede projekter fokuserer ofte på at klarlægge de strukturelle detaljer på et molekylært niveau omkring et lægemiddels binding til det protein, der er mål for behandlingen. Forskningen har ledt til ny viden indenfor beskrivelsen af mekanismer for dannelsen af såkaldte amyloide fibriller, hvilket er vigtig viden i forbindelse med forståelsen af blandt andet Alzheimers sygdom.

 

Birgit Schiøtt har ligeledes mange forskellige samarbejdsprojekter med medicinal- og bioteknologiske virksomheder og med hospitaler i Danmark, og forskningen spænder vidt fra produktion af ost til forståelsen af psykiske sygdomm. Forskningen i samarbejde med virksomhederne har et meget anvendelsesmæssigt sigte. F.eks. har hendes forskning i samarbejde med Chr. Hansen A/S sandsynliggjort, hvordan de første trin i produktionen af ost kan forløbe. Ved at opstille modeller for vekselvirkningen af enzymet chymosin med proteiner i mælken, har hun modelleret, hvordan koagulationen, der er første trin i dannelsen af ost, starter.

 

I samarbejde med Center for Psykiatrisk Grundforskning, Århus Universitetshospital, har Birgit Schiøtt og kolleger undersøgt proteiner, som er ansvarlige for at transportere ioner og neurotransmittere over cellemembraner; et område, der er helt afgørende for forståelsen af mange psykiske sygdomme herunder depression. Forskningen har ledt til udvikling af eksperimentelt validerede modeller, der på atomart niveau fortæller, hvordan transport-proteinet binder neurotransmitteren serotonin og forskellige typer af antidepressiv medicin, f.eks. Lundbecks citalopram

 

Et kig ind i serotonintransporten. Birgit Schiøtt og kollegers model af, hvordan citalopram kan binde perfekt ned i bindinglommen i proteinet. Proteinet er vist som overflader i rødt, grønt, gult og lilla, mens citalopram er er vist med en "stick-model" i orange. Nogle af de vigtige aminosyrer omkring bindingslommen er ligeledes vist i gråt (Figur lavet af Heidi Koldsø).

 

I forskningen anvender Birgit Schiøtt og hendes forskningsgruppe en bred vifte af metoder indenfor beregningskemien, herunder specielt teknikker til molekylære dynamiske simuleringer. Disse teknikker kan benyttes til at belyse et proteins bevægelsesmønster. En anden meget anvendt teknik er såkaldte molekylære docking beregninger, der kan forudsige den optimale binding mellem en lægemiddel-kandidat og det farmaceutisk relevante biomolekyle,. Hun samarbejder med forskere ved BiRC (Bioinformatics Research Center) og fra firmaet Molegro ApS om at forbedre teknologien bag molekylær docking, ligesom hendes forskningsgruppe er stor-forbruger af computertid på supercomputercentret ved Aarhus Universitet under Dansk Center for Scientific Computing.

 

Birgit Schiøtt beskæftiger sig udover forskning med undervisning samt forsknings- og undervisningsadmini­stra­tion, hvor hun er ansvarlig for medicinalkemi uddannelserne ved Aarhus Universitet og er formand for ph.d.-studierne indenfor medicinalkemi under Aarhus Graduate School of Science, AGSoS.

 

Birgit Schiøtt er leder af Biomodelleringsgruppen ved Kemisk Institut og er tilknyttet centrene inSPIN og iNANO.

 

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:


Birgit Schiøtt
Kemisk Institut
Langelandsgade 140
8000 Århus C
kontor: 1513-416
tlf: 8942 3953
e-mail: birgit@chem.au.dk

Henvendelse om denne sides indhold: Christel Rothe Brinkmann
Revideret: 25.02.2010