Opretholdelse og udvikling af alt liv kræver nøje kontrol og regulering af de enkelte cellers arvemasse (DNA). Indtil for nylig mente man, at det var antallet af en given organismes gener, der var bestemmende for dens kompleksitet. I dag har man erkendt, at det snarere er måden hvorpå generne reguleres, der er afgørende. Samtidig er der med opdagelsen af en mængde nye molekyler, så som mikroRNA og andre ikke-kodende RNA, med gen-lignende egenskaber sket en dramatisk ændring i vores forståelse af gen-begrebet.
Det er blandt andet disse grundlæggende mysterier i den molekylæbiologiske- og genetiske grundforskning, som nyudnævnte professor Torben Heick Jensen (44) forsker i ved Molekylærbiologisk Institut. Torben Heick Jensen er leder af Danmarks Grundforskningsfonds center for mRNP Biogenese og Metabolisme. Her arbejder hen imod 40 forskere i Århus og Paris på at kortlægge de molekylære mekanismer, der ligger til grund for, hvorledes flercellede organismers arvemasser kommer til udtryk. Et højt produktionsniveau med flere artikler i velansete tidsskrifter som Nature, Science, Cell og Molecular Cell vidner om, at arbejdet går godt.
Udover de grundvidenskabelige aspekter af Torben Heick Jensens forskning, danner den erhvervede viden et solidt grundlag for at forstå basale fysiologiske processer i flercellede organismer, som for eksempel mennesket. Derfor tjener forskningen på sigt også til en bedre forståelse af genetisk betingede sygdomme, samt udvikling af nye lægemidler, der virker på et molekylært niveau.
Torben Heick Jensens forskningsgruppe.
Torben Heick Jensen er uddannet ved Aarhus Universitet, hvor han i 1997 erhvervede en ph.d.-grad i molekylærbiologi. Efter et postdoc ophold hos professor Michael Rosbash, Howard Hughes Medical Institute, Brandeis University, Boston, vendte Torben Heick Jensen i 2001 tilbage til Molekylærbiologisk Institut i Århus for at starte sin egen forskningsgruppe. I 2003 blev Torben Heick Jensen udnævnt til ’EMBO Young Investigator’ og i 2004 modtog han et fem-årigt Hallas-Møller stipendium fra Novo Nordisk Fonden. Han blev i 2005 leder af Danmarks Grundforskningsfonds center for ’mRNP Biogenese og Metabolisme’, hvis bevilling er blevet forlænget med yderligere fem år fra sommeren 2010.
Den nyudnævnte professor er internationalt aktiv bl.a. igennem koordineringen af et netværk af otte topforskningslaboratorier fra seks forskellige europæiske lande via forskningsprogrammet: ’RNA Quality’ under ’The European Science Foundation’. Han sidder i ph.d.-udvalget ved Molekylærbiologisk Institut og arbejder for øget internationalisering af den naturvidenskabelige ph.d.-uddannelse via sit lederskab af MOBIL programmet. Torben Heick Jensen er endvidere formand for instituttets forskningsudvalg.
Fakta:
En celles arvelige egenskaber findes i cellens gener (DNA), der indeholder information til produktion af enzymer og proteiner, som er cellens byggesten. DNA-koden aflæses og lagres i signalmolekylet mRNA ("messenger"- eller "budbringer"-RNA), der dannes som en afskrift af genet og bruges som skabelon for proteindannelsen.
For at et mRNA skal være funktionsdygtigt, skal det være pakket sammen med hjælpeproteiner i små partikler, de såkaldte mRNP'er. Kvaliteten af denne sammenpakning overvåges nøje af kontrolsystemer i cellen, der i tilfælde af fejl nedbryder partiklen og mRNA'et. Disse processer er livsvigtige for den enkelte celle.
Grundforskning i, hvordan sådanne systemer fungerer, giver samtidig forskerne mulighed for at kunne evaluere, hvorfor fejl kan have dramatiske konsekvenser for cellens velbefindende og udvikles til sygdom.
Torben Heick Jensen holder tiltrædelsesforelæsning med titlen ’Gene expression in the 21st Century’ den 11. juni kl. 13 i Søauditorium 4 med efterfølgende reception i Søauditorium 5.
Torben Heick Jensen
Molekylærbiologisk Institut
Tlf: 8942 2609
Mobil: 6020 2705
E-mail: thj@mb.au.dk