News article
DU ER HER: Nyheder og arrangementer » Nyhed

Aarhus Universitet får millioner til forskning i myregødning

Myrenes gødning - de brune pletter på bladene - ser ikke ud af meget. Men selvom den enkelte myre er lille, er den samlede flok stor: verdens totale biomasse af myrer er større end hele verdens befolkning, og tilsammen producerer de en masse gødning. Et vævermyrebo i blot ét træ æder 45.000 insekter i en vækstsæson og tilfører dermed jorden betydelige mængder næringsrig gødning, der samtidig holder skadelige insekter borte og fungerer som kommunikationsmiddel myrene imellem. Foto: Joachim Offenberg

Dyrs efterladenskaber kan være guld værd i form af gødning - det er velkendt. Men at gødning fra så små insekter som myrer også skulle have en nytteværdi, det er ny viden. Biologer fra Aarhus Universitet har fået midler fra Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion til et forskningsprojekt, der vil undersøge det kemiske indhold og de biologiske effekter af vævermyrernes gødning. Meget tyder nemlig på at myrernes efterladenskaber har en gavnlig virkning på de tropiske frugttræer, som myrerne bor i, og samtidig en afskrækkende virkning på skadelige insekter. Og så ser det også ud til at myrerne bruger deres gødning som kommunikationsmiddel.

03.10.2011

Vævermyrer. Foto: Mogens Gissel Nielsen

Nogle af os bruger mobiltelefoner til at kommunikere med; andre bruger e-mails. Vævermyrer i tropiske frugtplantager tyr til et helt andet kommunikationsmiddel, som både er økologisk og økonomisk. De bruger deres egen gødning til at sende beskeder til deres myrekollegaer og andre insekter. Forskerne ved at der foregår en avanceret kommunikation mellem vævermyrer, som kun kan forklares som kommunikation via signalstoffer, altså duftstoffer; men strukturerne af signalstofferne er forbavsende lidt undersøgt. Derfor vil forskerne i projektet blandt andet lave en kemisk identifikation af signalstofferne, der er afgørende for myrernes kommunikation, og som ser ud til at virke som et afskrækkelsesmiddel mod skadelige insekter.

En øget forståelse af virkemidlerne kan måske på længere sigt bruges til at producere ”kunstig myregødning” som insektbekæmpelse:

- Vi forudser, at vores resultater kan udnyttes til en kommerciel produktion af signalstoffer til semibiologisk bekæmpelse af insekter, siger lederen af projektet seniorforsker Joachim Offenberg fra Aarhus Universitet.

Se også 'Gødning som kommunikationsmiddel'

I alt har Aarhus Universitet, Science and Technology, modtaget fem bevillinger fra Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion. Læs om de andre bevillinger her.

Nyheder
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 16.05.2012