Rumforskere fra hele verden mødes for første gang i Danmark for at diskutere nye opdagelser fra NASA’s Kepler-satellit
10.06.2010 |
I denne uge er NASA-forskere i Danmark for at se nærmere på de mange nye planeter, som er blevet opdaget. I næste uge diskuterer over 150 internationale eksperter i stjerneseismologi resultaterne i Århus og prøver at fortolke nyhederne fra verdensrummet. Hans Kjeldsen og Jørgen Christensen-Dalsgaard, Institut for Fysik og Astronomi, styrer slaget gang.
Pressemeddelelse:
Rumforskere fra hele verden mødes for første gang i Danmark for at diskutere nye opdagelser fra NASA’s Kepler-satellit. - En revolution inden for området, siger en forsker.
Efter at have tilbragt et år i rummet har NASA’s Kepler-satellit nu leveret de første sensationelle resultater om stjerner og planeter i Mælkevejen. I denne uge er NASA-forskere i Danmark for at se nærmere på de mange nye planeter, som er blevet opdaget. I næste uge i Århus diskuterer over 150 internationale eksperter i stjerneseismologi resultaterne og prøver at fortolke nyhederne fra verdensrummet.
Den 7. marts 2009 blev Kepler-satellitten opsendt fra Florida i USA og sendt i kredsløb om Solen. Formålet med dette storstilede NASA-projekt til over 3 milliarder kr. er dels at lede efter uopdagede planeter omkring fjerntliggende stjerner og dels at forstå stjernernes opbygning og udvikling. Nu godt et år senere er videnskabsfolkene klar til at diskutere de første resultater, og alt dette vil finde sted i de kommende dage i Danmark - organiseret af forskere fra Aarhus Universitet.
Det er første gang, et af NASA’s videnskabelige satellitteams mødes i Danmark, og professor ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet, Jørgen Christensen-Dalsgaard, er utrolig stolt over at få besøg af de mange NASA-forskere: ”Vi har aldrig tidligere haft et NASA-team på så højt niveau i Danmark, og det bliver meget spændende at deltage i debatten med deres eksperter. Det er fascinerende, at vi har kunnet opdage så mange nye planeter, og jeg ser frem til, at NASA også vil offentliggøre det inden længe”.
Det er dog ikke kun opdagelsen af nye planeter, der har stået på Kepler-satellittens dagsorden. 150 internationale eksperter i stjerneseismologi – et forskningsfelt, hvor man undersøger stjerners opbygning ved bl.a. at lede efter det, der her på Jorden kaldes et jordskælv, men som på en stjerne kaldes et stjerneskælv – mødes i Århus i dagene fra 14. til 18. juni for at diskutere Kepler-satellittens opdagelser.
At de mange førende forskere nu samles i Danmark skal ses som en anerkendelse af det teoretiske og eksperimentelle arbejde, der udføres af astronomerne ved Aarhus Universitet. Århus-gruppen har som leder af den store gruppe af astronomer, der undersøger stjerneseismologi ud fra satellittens data, haft en central rolle i Kepler-projektet.
Lektor ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet, Hans Kjeldsen, har i mange år arbejdet med at observere de såkaldte stjerneskælv, og med Kepler-satellitten får Århus-astronomerne adgang til den bedste stjerneseismograf, som nogensinde er bygget.
”Vi er på mange måder vidner til en revolution i vores studier af stjernerne, og dette er endda kun begyndelsen. Det er utroligt at se de fremragende målinger for tusindvis af stjerner, som Kepler-satellitten giver os. Vi kan se helt nye detaljer på mange af Mælkevejens fjerne stjerner, og det kan hjælpe os til at forstå, hvor stabil vores Sol er, og hvordan den adskiller sig fra andre stjerner i vores galakse”, udtaler Hans Kjeldsen, der står for planlægningen af det møde, der i næste uge afholdes på Aarhus Universitet.

Kepler-satellitten i samlehallen under forskellige tests før opsendelsen. Satellitten indeholder et stort teleskop som sikrer at 170.000 stjerner kan undersøges uafbrudt og samtidigt over flere år. (Foto: NASA)
Alle med interesse for astronomi og verdensrummet vil få gavn af en gruppe NASA-forskeres første besøg på dansk grund. To af de internationale eksperter, som arbejder på Kepler-satellitten, har indvilget i at fortælle mere om de spændende opdagelser, man har gjort i samarbejde med danske astronomer.
Tirsdag den 15. juni kl. 19-21 i Søauditorierne på Aarhus Universitet vil Natalie Batalha fra NASA først fortælle om Kepler-satellitten og de opdagelser, den hidtil har gjort, og herefter vil professor Tim Bedding fra Sydney University i Australien fortælle om studiet af stjernerne ved brug af stjerneseismologi.
Begge foredrag holdes på engelsk, og der er fri adgang.
Læs mere om foredragene her