Postdoc Brigitte Städler, Aarhus Universitet, fik torsdag den 26. januar overrakt L’Oréal og UNESCO’s legat ’For Women in Science’ af ligestillingsminister Manu Sareen.
27.01.2012
Legatet, der også uddeles til to andre unge kvindelige forskere, gives for at have udvist en særlig evne til innovation og vilje til at gennemføre sit forskningsprojekt.
Brigitte Städler, der netop er på vej tilbage fra barsel, er oprindelig fra Schweiz, men har nu slået sig ned i Østjylland, hvor hun forsker på Aarhus Universitets iNANO-center. Her leder hun sin egen forskningsgruppe i jagten på at finde mere effektive og skånsomme måder at levere medicin de steder i kroppen, hvor den behøves. I 2010 modtog Brigitte Städler til det samme projekt 8,2 mio. kr. under Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program.
Det er femte gang, at legatet For Women in Science uddeles i Danmark. Tidligere modtagere af legatet på Aarhus Universitet omfatter bl.a. Rikke Louise Meyer, iNANO, og Hanne Poulsen, Institut for Molekylærbiologi og Genetik.
Med legatet hører 100.000 kroner, og legatmodtagerne bliver samtidig spydspidser for en ny generation af kvindelige forskere. For Women in Science-programmet blev skabt af FN-organisationen UNESCO og L’Oréal tilbage i 1998, og der er nu mere end 1200 kvindelige forskere fordelt på 103 lande, der har modtaget priser, stipendier og legater for at tiltrække flere kvinder til forskning og anerkende fremragende resultater. To af prismodtagerne har efterfølgende modtaget Nobelprisen.
http://www.royalacademy.dk/L%27Oreal-UNESCO-For-Kvinder-i-Naturvidenskab.aspx?ID=436