News article
DU ER HER: Nyheder og arrangementer » Nyhed

Er der et nyt jordskælv på vej på Haiti? Bo Holm Jacobsen, Geologi, i P1 Morgen, DR, den 8. februar 2010

Bo Holm Jacobsen, Geologi - fotograferet i studiet under interviewet i DR, P1 Morgen

Bo Holm Jacobsen, Geologi - fotograferet i studiet under interviewet i DR, P1 Morgen

Er et nyt og værre jordskælv på vej om 20 år i Port-au-Prince? Er alt håb ude, hvis byen bliver genopført på stedet? Skal man flytte byen i tide? Eller er der andet man kan gøre? Lektor Bo Holm Jacobsen, Geologisk Institut kommenterede disse spørgsmål i P1 Morgen, mandag den 8. februar. Hør indslaget ved klik på linket nederst på siden.

12.02.2010 | Jens Holbech

Baggrunden er, at den ledende seismolog i Haiti har fremsat den alarmerende spådom at et nyt og endnu kraftigere jordskælv vil finde sted nær Haitis hovedstad, Port-au-Prince, allerede inden for de nærmeste 20 år, og at man derfor bør flytte byen nu man alligevel skal genopbygge 75 % af husene. Dette spørgsmål diskuteres faktisk i Haitis regering og i medier verden over.

Også tidligere har sådanne spørgsmål været aktuelle, fx efter de katastrofale skælv i San Francisco (1906), Tokio (1923) og Kobe (1995). Men i ingen af disse tilfælde flyttede man byen. Så man kan heller ikke bebrejde haitianerne hvis de genrejser deres hovedstad hvor den altid har ligget.

Bo Holm Jacobsen vurderer, bl.a. ud fra videnskabelige artikler fra 2008 hvor den haitianske seismolog er medforfatter, at en sandsynlighed på over 50 % for et sådant skælv inden for 20 år er for højt, men at et mere realistiske niveau ligger på måske 5-10 % risiko pr. 20 år. Disse videnskabelige risikoforudsigelser kan man nu danne sig baseret på hypernøjagtige GPS-systemer.

En sådan risiko på 5-10 % pr. 20 år er stadig meget højt og kræver at der træffes særlige bygningsmæssige og geoteknologiske forholdsregler i genopbygningen af Port-au-Prince.
Små bygninger kan relativt let sikres, men større bygninger kræver mere højteknologiske og kostbare forholdsregler.
Forskningsfronten i jordskælvsegnet byggeteknik er at forsøge at bygge husene så de "slår revner" på en kontrolleret måde således at de absorberer rystelserne uden at falde sammen. Bagefter kan de så rettes op og lappes –  eller ved alvorligere skader er lette at skille ad så større bygningsdele kan genanvendes. Man bygger så at sige næste genopbygning ind i de nye huse fra starten af.

Medieomtale
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 16.05.2012