Ved hjælp af MR- og CT-skanninger har forskerne fra Aarhus Universitet og Århus Universitetshospital, Skejby, fulgt en rottes vej igennem en pytonslange fra første mundfuld til rotten er fuldt fordøjet. Det er første gang at den komplette fordøjelse bliver visualiseret; noget der har kunnet lade sig gøre ved at bruge moderne teknikker til at skanne dyrene.
12.07.2010 |
Når en slange spiser et par rotter efter at have fastet i flere måneder vokser mange af slangens indre organer, såsom tarm, hjerte og nyrer, inden for 24 timer for at varetage fordøjelsen og det kraftigt forøgede stofskifte.
Slangernes fordøjelse er dermed en interessant måde at studere de signaler og mekanismer der tillader dyr, inklusiv mennesker, at regulere kroppens organer i henhold til de fysiologiske krav. Slangernes fordøjelse har derfor været et centralt emne i den zoofysiologiske forskning ved Biologisk Institut igennem de sidste ti år.
Igennem et frugtbart samarbejde mellem professor Tobias Wang fra Biologisk Institut og lektor Michael Pedersen ved MR-centret på Skejby Sygehus har to speciale-studerende, Kasper Hansen og Henrik Lauridsen, brugt moderne skanningsteknikker (MR og CT) til at visualisere hvordan en rotte gradvist nedbrydes i løbet af de første par dage efter at være fortæret af slangen. Forskningsgruppen har desuden kunne foretage non-invasive mål for de indre organers størrelse.
De smukke billeder af slangernes fordøjelse blev præsenteret på det årlige møde i Society for Experimental Biology i starten af juli, hvor billederne afstedkom en enorm medieinteresse. En animeret film har således været på forsiden af BBC netavis og billederne har været i aviser verden over. Endelig har TV2 haft et kort indslag. Se eksempler på omtalen herunder:
Asylum: New Imaging Technology Shows Animal Insides, Python Digesting a Rat (7. juli 2010)
Yderligere info