
Bo Barker Jørgensen har modtaget The Jim Tiedje Award 2010 for sin markante og livslange forskningsindsats inden for mikrobiel økologi
Professor Bo Barker Jørgensen, Center for Geomikrobiologi, har modtaget The Jim Tiedje Award 2010. Prisen uddeles hvert andet år ved det internationale symposium for mikrobiel økologi, og går til en forsker, hvis indsats inden for feltet mikrobiel økologi både er enestående og livslang.
24.08.2010 |
Prisen overrækkes af International Society for Microbial Ecology (ISME) i Seattle, USA, tirsdag 24. august.
Havet og havbunden er Bo Barker Jørgensens element. I mere end tredive år har han forsket i de marine mikroorganismers økologi, og han har udvidet og udfordret vores grundlæggende forståelse af havenes stofkredsløb. Prisen er en anerkendelse af både de lange linjer og af gennembrudene i hans forskning.
Udforskningen af store svovlbakteriers liv er et vigtigt spor i Bo Barker Jørgensens forskning. Det går helt langt tilbage til ph.d.-afhandlingen i 1977 og frem til hans senest publicerede artikel fra juli i år. Et gammelt frimærke fra Namibia samt en forside på tidsskriftet Science vidner samtidig om, at resultaterne har vundet gehør langt ud i verden. Da Bo Barker Jørgensen og hans forskergruppe i 1999 opdagede de gigantiske svovlbakterier, som fik navnet Thiomargarita, i havbunden ud for Namibias kyst, valgte Science at rydde forsiden for at bringe et billede af bakterien, og usædvanlig forskningsformidling fandt sted, da Namibia samtidig afbildede ”svovlperlen” på deres officielle frimærker.
Thiomargarita er på flere måder iøjnefaldende. På grund af deres størrelse og de lysende hvide svovlkugler, som er bakteriernes brændstof, kan man se dem med det blotte øje, og de besidder en vigtig egenskab: de sørger for, at den kraftige cellegift, svovlbrinte, ikke slipper op i vandsøjlen. Sammen med de andre slægter af store svovlbakterier er de vidt udbredt i havbunden, og de spiller en vigtig rolle for kredsløbene dernede. Som Bo Barker Jørgensen allerede slog fast med sin ph.d.-afhandling, eksisterer kæmpestore trådformede svovlbakterier ikke kun som de ”liglagener”, vi kan registrere på havbundens overflade i forbindelse med iltsvind, men lever for det meste skjult i havbunden.
Men hvordan kan svovlbakterierne overhovedet leve nede i havbunden? Med Niels Peter Revsbechs udvikling af mikro-iltelektroder for tredive år siden blev det muligt at vise, at kæmpebakterierne lever i grænseområdet mellem ilt og sulfid og er højt specialiseret til at udnytte denne økologiske niche. Opdagelsen af svovlbakteriernes specielle tilpasning til at omsætte havbundens svovlbrinte drev Bo Barker Jørgensen og hans forskergruppe til Chile, hvor koncentrationen af svovlbakterier er særligt stor. I Chile opdagede gruppen, at de nært-beslægtede bakterier, som danner vidt udbredte samfund i havbunden der, pumper nitrat fra havvandet ind i en vandsæk (en vakuole) inde i cellen og bruger det til at ånde med. Disse mærkværdige mangecellede bakterier bliver op til 5-7 cm lange og pendler op og ned mellem havbundens overflade og det underliggende sulfidrige sediment, hvor de henter deres energi. Under eftersøgningen af lignende bakterier ud for Namibia fandt man i stedet de kugleformede Thiomargarita: bakterier der i månedsvis kan trives i mudderet uden ny tilførsel af nitrat til at ånde med, og som er verdens største – målt på fysisk omfang og pressedækning.
Professor Bo Barker Jørgensen, Center for Geomikrobiologi, 89423314, bo.barker@biology.au.dk

April 1999: Science viser den gigantiske bakterie, Theomargarita, som Bo Barker Jørgensens forskergruppe har opdaget ud for Namibias kyst, på tidsskriftets forside. Forskningen i de store svovlbakterier udgør en af de lange linjer i Bo Barker Jørgensens forskerkarriere.
Af Camilla Nissen Toftdal, Center for Geomikrobiologi