De mystiske næbhvaler overrasker endnu engang: Forskere fra Aarhus Universitet, USA og Spanien har nu vist, at de sjældne næbhvaler, for at undgå at blive hørt, fundet og ædt af spækhuggere, kun kalder til hinanden på store vanddybder. Når de er tættere ved overfladen er de, i modsætning til andre hvalarter, helt stille.
15.08.2011


Billedet herover viser hvordan forskerne monterer en lydoptager på ryggen af en næbhval. Fotos må anvendes med henvisning til: University of La Laguna, Tenerife
Forskerne har i en periode på fem år sat små lydoptagere fast på ryggen af næbhvaler udfor de Kanariske Øer for at studere, hvordan disse sjældne og meget lidt studerede hvaler kommunikerer med hinanden. Hvaler producerer, ligesom mennesker, lyd ved hjæp af luft, og da hvalens luft på grund af trykket i havet presses sammen så det halveres hver gang den fordobler dybden på sit dyk, så forventede forskerne, at næbhvaler ligesom andre hvaler laver kommunikationslyde tæt ved overfladen, hvor dyrene har meget luft til rådighed, og hvor de fleste hvalarter er sociale. Derfor var overraskelsen stor, da det viste sig, at næbhvalerne ikke siger en lyd på dybder lavere end 170 meter, men tværtimod med deres næse laver flojt og kliklyde til kommunikation helt ned på 900 meters dybde. Det er den største havdybde, hvor der nogensinde er registreret lyd fra et dyr.
Studiet, der er publiceret i det international videnskabelige tidsskrift Marine Mammal Science, viser også, at næbhvalerne tilbringer mindre end 5 % af deres tid helt oppe ved havoverfladen, og de lever hele deres liv på en gennemsnitsdybde på mere end 400 meter. Næbhvalerne, der er ekstremt gode dykkere og kan holde vejret i mere end en time, dykker så dybt for at fange dybvandsblæksprutter og fisk, men det viser sig nu altså også, at de formodentligt bevidst holder sig væk fra overfladen for at undgå at blive ædt af spækhuggere.
”Ved kun at lave lyde på store dybder og ved at holde sig væk fra overfladen, kan næbhvalerne reducere risikoen for at blive fundet af spækhuggere, der er kendt for at jagte og spise næbhvaler, men som ikke kan dykke særligt dybt”, udtaler professor Peter T. Madsen fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet. ”Vi ved nu, at næbhvalerne kun laver lyde på store dybder, og at de svømmer langt mellem det sidste sted de lavede lyd, og det sted hvor de ender med at komme op til overfladen. Risikoen for at blive ædt af spækhuggere har tilsyneladende således gjort, at meget af næbhvalers sociale adfærd og hele deres lydkommunikation foregår på store vanddybder”, fortsætter han.
Forskerne vil nu forsætte deres undersøgelser for at forstå, hvordan næbhvalerne faktisk er i stand til producere lyd med kun meget lidt luft til rådighed i dybhavet.
Peter Teglberg Madsen
Zoofysiologi, Institut for Bioscience
Aarhus Universitet
Tlf: 8942 2602
Mobil: 51778771
E-post: peter.madsen@biology.au.dk
Hør næbhvalernes kalden (mp3-filer):
1)
Optagelse af de ’kliklyde’ som næbhvaler bruger til at kommunikere med hinanden
2)
Næbhvalens ’fløjt’ hvormed den kan kalde på andre næbhvaler over store afstande. Lyden afspilles her i halv hastighed, så den kan opfanges af det menneskelige øre.