News article
DU ER HER: Nyheder og arrangementer » Nyhed

Ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet vinder international ingeniørkonkurrence

Lasse Bjerg, ph.d.-studerende ved iNANO og vinder af Euspen Challenge 2011.

Lasse Bjerg, ph.d.-studerende ved Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO) og Center for Energi Materialer (CEM) på Aarhus Universitet, har vundet titlen som euspen International Challenge Winner 2011 på Cambridge Institute for Manufacturing. 'Euspen' står for European Society for Precision Engineering and Nanotechnology.

11.08.2011

Konkurrencen gik i år ud på at fremstille et apparat, som kunne hjælpe en blind person med at gå på trapper. Apparatet skulle baseres på photonics og et begrænset sæt af komponenter. Deltagerne blev introduceret til opgaven tirsdag eftermiddag, og den endelig prototype skulle præsenteres af de studerende om fredagen.

Vinderløsningen blev en prototype af en sensor, som skal indbygges i spidsen og hælen af en sko. Baseret på refleksionen fra en infrarød LED, kan sensoren bestemme den relative afstand til en overflade. Derved bliver den blinde person informeret om hvornår skoen er løftet højt nok til at være over det næste trin, ligesom skoen også fortæller hvornår den er sikkert inde over trinet.

“Sejren viser mig at jeg er i stand til at arbejde med både et emne og en tidsskala, som er helt anderledes fra mit ph.d.-projekt. Jeg mener, at min tværfaglige uddannelse har hjulpet mig til at kunne angribe problemstillinger fra nye vinkler, og givet mig mod på at løse opgaver, som ligger langt væk fra mit fagområde,” udtaler ph.d.-studerende Lasse Bjerg.

”Lasse er en fremragende studerende, som fortjener at vinde en titel af denne kaliber. At Lasse vinder denne pris, viser mig endnu engang, at de dygtigste studerende ved iNANO kan konkurrere på et internationalt niveau mod de bedste studerende fra resten af Europa. Jeg føler mig derfor overbevist om, at nanoscience-uddannelses tværfaglighed er meget værdifuld, ligesom dette resultat er med til at understrege, at vi har en stor mængde meget talentfulde ph.d.-studerende,” udtaler centerleder ved iNANO, professor Flemming Besenbacher.

Om euspen Challenge

”Euspen Challenge” er en international konkurrence, som har til formål at identificere enestående studerende fra hele Europa, som har potentiale til at blive førende inden for felterne præcisionsteknologi og nanoteknologi. ”Euspen Challenge” er derved en unik mulighed for unge ingeniører, som gerne vil promovere dem selv og skabe kontakt til industrien. I foråret 2011 blev der afholdt konkurrence i ni euspen medlemslande: Belgien, Danmark, Tyskland, Italien, Holland, Spanien, Schweiz, Kroatien og England, hvor 27 deltagere derved kvalificerede sig til finaleturneringen. Denne blev afhold i sidste uge på Cambridge Institute for Manufacturing, UK, hvor deltagerne konkurrerede om titlen euspen International Challenge Winners 2011. De ni deltagende lande var alle repræsenteret med tre deltagere, som blev blandet i multinationale hold. Den samlede konkurrences vindende hold består af Benjamin Gorissen (KU Leuven, Belgien), Simon Ravensbergen (Eindhoven University of Technology, Holland) og Lasse Bjerg (iNANO, AU, Danmark).

Yderligere oplysninger:

Kaj Jensen
Videnskabelig koordinator
Interdisciplinary Nanoscience Center
Ny Munkegade 120
Bygning 1521, lokale 325
8000 Aarhus C
Email: km@inano.au.dk
Tlf: 8942 5533
Mobil: 2338 2024

Flemming Besenbacher
Direktør
Interdisciplinary Nanoscience Center
Ny Munkegade 120
Bygning 1521, lokale 309
8000 Aarhus C
Email: fbe@inano.au.dk
Tlf: 89423604
Mobil: 23382204

Nyheder
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 21.05.2012