Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard, Institut for Fysik og Astronomi, modtager en prestigefyldt ERC Advanced Grant på godt 18 mio. kroner til at undersøge universets stjerner helt i dybden. ERC-bevillingerne, som uddeles af Det Europæiske Forskningsråd (ERC), er meget eftertragtede og gives kun til absolutte topforskere i Europa.
26.01.2011 |
Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard modtager bevillingen på baggrund af hans omfattende studier, sammen med sin gruppe, af Solen og stjernernes opbygning og udvikling. Ved at anvende observationer af svingninger af Solens og stjernernes overflader, er det lykkedes at opbygge en særdeles dyb forståelse af Solens indre opbygning, bl.a. ved at måle de nøjagtige fysiske forhold i Solens kerne og måle Solens indre rotationshastighed og strømninger af materiale i de ydre dele af Solen. De anvendte metoder minder på mange måder om geofysikernes brug af seismologi til at studere jordens indre; forskningsfelterne, anvendt på Solen og på andre stjerner, kaldes derfor henholdsvis helioseismologi og asteroseismologi. For stjernerne er det – som for Solen – muligt at måle egenskaber i deres indre, og det er lykkedes at fastslå nøjagtige værdier for størrelse og alder for stjerner omkring hvilke vi i dag finder planeter, noget som gør forskningsaktiviteterne i Aarhus helt unikke.
Jørgen Christensen-Dalsgaard har spillet en ledende rolle i grundlæggelsen og udviklingen af disse forskningsfelter, ikke mindst gennem en tidligere bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond til Teoretisk Astrofysik Center, hvor han var vicedirektør. I de senere år er han og hans gruppe blevet udpeget til at lede udnyttelsen af resultater fra NASAs Kepler-mission til asteroseismiske undersøgelser, ligesom han leder SONG-projektet til etablering af et verdensomspændende teleskop-netværk til asteroseismiske observationer og karakterisering af planetsystemer om andre stjerner.
Tildelingen af et Advanced Grant fra ERC til ASTERISK-projektet (Asteroseismic Investigations with SONG and Kepler) vil kraftigt styrke disse aktiviteter ved Institut for Fysik og Astronomi. I kraft af bevillingen vil gruppen ansætte flere postdocs og ph.d.-studerende der skal beskæftige sig med specifikke emner omkring analysen af målinger fra Kepler-missionen. Et vigtigt element bliver anvendelsen af resultaterne til en forbedring af beregningen af modeller af stjernernes udvikling, gennem en forbedret forståelse af den fysiske opførsel af stof under de ekstreme forhold der hersker i stjerner. Herigennem opnås et væsentligt bedre grundlag for at anvende modeller af stjerner i andre grene af astrofysikken, f.eks. for at forstå dannelsen, i det indre af stjerner, af de grundstoffer vi alle består af, eller for at karakterisere de centrale stjerner i nyopdagede fjerne planetsystemer. Et vigtigt aspekt bliver desuden at organisere samarbejdet i den meget omfattende internationale forskergruppe, ledet af Christensen-Dalsgaard, der behandler seismiske data fra Kepler-missionen
I projektet indgår også udvikling og anvendelse af de første dele af SONG-netværket, der forventes at stå klar inden for de næste få år. En væsentlig udfordring bliver at udvikle den nødvendige automatiske styring af teleskoperne i netværket, der forventes at operere stort set autonomt, med et minimum af indgriben og under overvågning fra et centralt kontrolcenter i Aarhus. Desuden skal der udvikles procedurer til samarbejde i det internationale konsortium der står bag SONG-projektet. Disse vil i høj grad blive baseret på de tilsvarende procedurer, der er udviklet til at håndtere samarbejdet omkring den asteroseismiske udnyttelse af resultaterne fra Kepler-missionen.
I sit daglige virke som professor på Institut for Fysik og Astronomi er Jørgen Christensen-Dalsgaard en inspirator og vejleder for studerende og yngre forskere på alle niveauer, og det bliver der god brug for i det arbejde, der nu sættes i værk.
Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet.
Email: jcd@phys.au.dk mobil: +45 2338 2374
Jens Stougaard fra Molekylærbiologisk Institut modtager også en bevilling fra ERC til forskning i, hvordan planter kan omdanne luftens kvælstof til gødning. Læs mere: Prestigefyldt europæisk bevilling til topforsker
Se også Aarhus Universitets omtale af begge bevillinger: Europæisk hæder bringer danske forskere i eksklusivt selskab