News article
DU ER HER: Nyheder og arrangementer » Nyhed

Tre forskningslederbevillinger til Science and Technology

Ebbe Sloth Andersen, Rikke Louise Meyer, begge iNANO, og Johannes Overgaard, Bioscience, har modtaget støtte fra Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program, som giver dem mulighed for at gøre sig erfaringer som forskningsledere. Bevillingerne er på mellem 5,9 og 8,6 mio. kr. hver.

26.08.2011

Ebbe Sloth Andersen, iNANO

Rikke Louise Meyer, iNANO

Johannes Overgaard, Bioscience

Ebbe Sloth Andersen forsker inden for molekylærbiologi, bioinformatik og nanoteknologi. Han var en af forskerrne bag 'DNA-boksen' som for et par år siden vakte stor opmærksomhed og bl.a. af Politiken blev kåret som årets videnskabelige opdagelse. Ebbe Sloth Andersens forskningsprojekt hedder "Nanoskala-måleapparat samlet af DNA til detektion af små molekyler og sygdomssignaler." Projektets hovedudfordring er at designe et komplekst måleapparat på nanoskala, der består af både DNA, RNA, protein og kemiske forbindelser, så det automatisk samler sig til fuldt funktionelle biosensorer af høj kvalitet. Læs mere

Rikke Louise Meyer er forsker i mikrobiologi og nanoscience. Hendes forskningsprojektet hedder "Kunsten at klæbe: Hvordan bakterier hæfter sig til overflader og danner biofilm." Biofilm er et stort problem, fordi bakterier i biofilm er tolerante over for biocider og antibiotika, og de er derfor vanskelige at bekæmpe. Projektet handler om opnå viden om de helt grundlæggende mekanismer for, hvordan bakterier hæfter sig fast til overflader og danner biofilm. Det langsigtede perspektiv for projektet er, at man vil kunne bruge denne viden til at kontrollere biofilm de steder, hvor man ikke ønsker dem. Læs mere

Johannes Overgaard er biolog og arbejder inden for feltet biologi og fysiologi. Hans Forskningsprojekt hedder "Kuldetolerance hos insekter: Fysiologiske tilpasninger til lave temperaturer. "Når insekter bliver udsat for tilstrækkeligt lave temperaturer, lammes deres muskel- og nervefunktioner. Projektet vil undersøge, om dette skyldes manglende kuldekapacitet i muskel- eller nervesystemet, eller om det i højere grad skyldes, at insekterne ikke formår at opretholde den ion- og vandbalance, der er nødvendig for muskel- og nervefunktion. Læs mere

Læs den samlede pressemeddelelse om Aarhus Universitets i alt syv bevilllinger

Nyheder
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 21.05.2012