Den venstre havn på skibsfreskoen. Se billedtekst til fig 8 nederst på siden.

Gåden om et af bronzealderens mest kostbare og omdiskuterede vægmalerier fra den græske vulkanø Santorini i Grækenland er sandsynligvis løst. To forskere fra Aarhus Universitet har i et geologisk-arkæologisk samarbejde fremlagt en teori i det velrenommerede tidsskrift Praehistorische Zeitschrift, der fremhæver, at de to havne, man kan se på den såkaldte ’Skibsfresko fra Akrotiri’, lå på Thera, Santorinis hovedø.

21.01.2011 | Christina Troelsen

Freskoen viser en gruppe skibe med styrmænd, roere og passagerer, der sejler fra én havn, som ligger i et område med vulkanlignende bjergtoppe, til en anden havn, hvor der ligeledes ses bjergtoppe (se Fig. 1.). Der har tidligere været en del diskussion om, hvor dette scenarium kunne have udspillet sig, men nu fremlægger Walter L. Friedrich fra Geologisk Institut og Annette Højen Sørensen fra Klassisk Arkæologi, Aarhus Universitet, argumenter for, at skuepladsen sandsynligvis var den store vandfyldte caldera i Santorini-øgruppen og ikke et sted i Libyen, på Kreta eller Rhodos, som hidtil antaget. Sceneriet viser sandsynligvis en skibsprocession, da skibene er pyntede med store symboler af blomster og sommerfugle.

De to kom på sporet af historien da man fandt en dobbelthavn i nærheden af bronzealderbyen Akrotiri samt to af de arkæologiske udgravningssteder der matchede med det der afbilledes på freskoen. Ydermere var der flere geologiske elementer på freskoen som kunne genkendes konkrete steder i Santorinis landskab. Det tværfaglige samarbejde mellem geologi og arkæologi har således været centralt for gådens mulige løsning.

Artiklen New light on the Ship Fresco from Late Bronze Age Thera er publiceret i tidsskriftet Praehistorische Zeitschrift og kan downloades som pdf på http://www.reference-global.com/toc/prhz/current

Historien i ord og billeder

Fig. 1. a. Kort over bronzealderens Santorini med angivelse af ruten (den hvide stiplede linie), som skibene fulgte. b. Santorinis nuværende form. c. Skibsfreskoen fra Akrotiri. Der er tale om en skibsprocession, hvor skibene er pyntet med meget store blomster og silkesommerfugle - sandsynligvis en fest for forårets genkomst.

Fig. 2. Plateauet ved Ballos udgravningen har en meget karakteristisk form, som kan identificeres som det udgravningssted, hvor de franske arkæologer Gorceix og Mamet i 1870erne havde udgravet et hus med tre rum. Den gang gravede man på dette sted pimpsten, som blev benyttet til undervands fundamenteringsarbejde for Suezkanalen. Huset var meget velbevaret og de fundne genstande viste tydeligt at det var blevet begravet under de 22 meter pimpsten fra det Minoiske udbrud omkring 1613 f. Kr.

Fig. 3. Fra det sted hvor huset med tre rum lå engang ser man Ballos dobbelthavn med to naturlige havnebassiner samt hele den vandfyldte gryde – caldera.

Fig. 4. Ballos dobbelthavn set fra calderaen med udgravningerne Ballos og Raos markeret med punkter. Placeringen af udgravningsstedet ved Ballos og mønstret i aflejringerne af pimpsten fra det Minoiske udbrud indikerer tydeligt, at den vandfyldte caldera eksisterede før det Minoiske udbrud, og at den var tilgængelig. I dag ligger dele af det viste område stadig under et op til 20 m tykt pimpstenslag, som skjuler morfologien fra Bronzealderen. Man ser Ballos’ vulkanske knold med en tyk søjlelava samt stykker af en marginal gang/dyke i venstre billedside samt et stykke af førnævnte dyke, som adskiller de to havnebassiner. På en pyramideformet bjergtop ses Raos udgravningen.

Fig. 5. Udsnit af skibsfresken fra Akrotiri der viser en dobbelthavn med to naturskabte bassiner. På venstre side af udsnittet ses røde bjergarter, der tyder på vulkansk oprindelse. Det kunne være en tyk søjle-lava, og længere i forgrunden ses bueformede dele af en gang (dyke). Også den synlige knold, som adskiller de to havnebassiner, kunne være en del af den førnævnte gang. På toppen af den tykke lava er der et hus med tre rum. Under huset hænger et net med indsatte blomster ned over klippevæggen. Skibene sejler foran de røde klippevægge, men også bagved. Længere mod højre ses en bjergtop, som har en pyramideformet indskæring på toppen, hvor der er en struktur, der kunne være et hus. (Foto: The Thera Foundation)

Fig. 6. Satellitbillede (European Space Agency), der viser Ballos’ dobbelte havn. Bronzealderens landskab er ikke helt synligt, da dele af morfologien er skjult under et flere meter tykt pimpstenslag. Den røde Ballos vulkan og den lyse knold med A1-tuff danner vigtige pejlemærker for navigationen. Fra bopladserne Ballos og Raos har Ballos havn været let tilgængelig og fra bronzealderbyen ved Akrotiri kunne man nå den på mindre end en halv time. Tre steder ses resterne af en marginal dyke/gang.

Fig. 7. Satellitbillede (European Space Agency) af det nordlige Thera. Den stiplede linie viser gangsværmen (“swarm of dykes”), hvor forfatterne mener, at den venstre havn kunne have været placeret på et område af calderavæggen eller på et ø-lignende område, der nu er sunket. Fresken viser vulkanske bakketoppe, som ligner dem ved Megalo Vouno og Kokkino Vouno. Det bakkede område ved Megalo Vouno og gangsværmen kunne have været fordelagtige for indbyggerne på flere måder: 1. Gode fiskepladser på grund af det opadstigende varme vand langs de vulkanske gange. 2. Gangene er mere solide end det omkringliggende, bløde, vulkanske tuf, hvor man kunne grave huler til beboelse og til opbevaring af både, og 3. I regntiden er der masser af ferskvand, der løber ned langs de vulkanske bjergsider og kan samles i cisterner.
 

Fig.8. Den venstre havn på skibsfresken fra Akrotiriudgravningen på øen Thera. Påfaldende er at nogle af murene er skæve, og at maleren har skelnet mellem havvand (lyseblå) og ferskvand på billedet. Vandet fosser ned af bjergsiderne, men omgiver også et halvkredsformet område, hvor husene ligger. De skæve mure på freskoen ligner vulkanske gange/dykes og bjergtoppene i baggrunden minder om vulkantoppe, og landskabet i forgrunden er rødt. Alt dette minder om et landskab i et vulkansk område, som man finder det på Nord-Thera. (Foto: The Thera Foundation).

Yderligere oplysninger

• Walter L. Friedrich, Geologisk Institut
• Annette Højen Sørensen, Klassisk Arkæologi