Switch language to english
Du er her: Forsiden » Uddannelse » Bacheloruddannelser » Medicinalkemi PageID: 5686

Medicinalkemi
– Udvikling og fremstilling af lægemidler

Mange tror, man læser medicinalkemi for at blive læge, eller fordi man ikke kunne komme ind på medicin. Det er en fejl. Fokus ligger på kemien og biokemien, og det er med udgangspunkt i dem at man forsøger at udvikle ny medicin.
– Maja H. Nielsen, studerer Medicinalkemi.

Vil du have en pjece om uddannelsen?

Proteiner på afveje

Alzheimers demens er en invaliderende hjernesygdom, der rammer millioner af mennesker hvert år. Sygdommen opstår, fordi en farlig biologisk proces i hjernen danner en art „plak“ af fejlprogrammerede proteiner, som dræber nervecellerne. Heldigvis er der håb om, at ny specialdesignet medicin en dag kan forhindre dannelsen af plak eller opløse den efter dens opståen, så patienten kureres. Som medicinalkemistuderende på Kemisk Institut kan du fx arbejde på centret InSPIN, der dels udforsker strukturen af proteiner, dels syntetiserer små organiske molekyler, der kan bindes til proteinet, begge dele for at skabe lindring til mennesker med Alzheimers demens og andre sygdomme.
Er dine resultater gode, vil kolleger forsøge at fremstille de designede molekyler i reagensglas, og er det en succes, vil molekylet en dag blive produceret i stor skala til glæde for patienter af kød og blod.

Kemi med molekylærbiologi og medicin

Bacheloruddannelsen i Medicinalkemi er først og fremmest en bred kemiuddannelse, der er kombineret med sundhedsvidenskabelige og molekylærbiologiske fag. Kemidelen indeholder grundlæggende fag inden for uorganisk kemi, organisk kemi og fysisk kemi. Hertil kommer videregående kurser i enten organisk kemi eller med biofysiske elementer, spektroskopi og specielle kurser i modellering, hvor man undersøger molekylernes egenskaber på en computer. Fra studiestart får du molekylærbiologiske fag. De sundhedsvidenskabelige fag starter på andet studieår og omfatter blandt andet fysiologi og cellebiologi. Princippet i den farverige sammensætning er, at de naturvidenskabelige fag opbygger din forståelse for design, optimering, analyse og fremstilling af lægemidler, mens den sundhedsvidenskabelige del sætter dig i stand til at forstå, hvordan den menneskelige organisme fungerer, og hvordan lægemidler påvirker den.

Beslægtede bacheloruddannelser:

Henvendelse om denne sides indhold: Kommunikationsafdelingen
Revideret: 11.02.2010