
Vil du have en pjece om uddannelsen?
Takket være et forskningsgennembrud på Skejby Sygehus er det nu muligt at diagnosticere en arvelig form af tyktarmskræft, der skyldes fejl i cellernes dna. Med denne viden analyserer lægerne i dag blodprøver fra slægtninge til patienter med tyktarmskræft for at finde ud af, om de også har fejl i dna'et. I så fald vil de med 90 % risiko få sygdommen, og de bliver derfor tilbudt en kikkertundersøgelse af tarmen hvert andet år. Ved at opdage kræften i tide har man reddet 300 patienter.
Tyktarmskræft er blot et enkelt eksempel på emner, som du kan forske i, hvis du tager uddannelsen i molekylær medicin. Uddannelsen udbydes i et tværvidenskabeligt samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige og Det Naturvidenskabelige Fakultet.
Som studerende i molekylær medicin vil du lære om sygdommes udvikling på det molekylære plan, så du kvalificerer dig til mange forskellige jobs inden for bioteknologi- eller medicinalindustrien. Uddannelsen dækker over en stor vifte af kurser i biokemi, molekylærbiologi og cellebiologi, og du vil få en bred viden om den menneskelige krops anatomi og fysiologi. De brede kompetencer vil gøre dig i stand til at arbejde effektivt sammen med mange forskellige faggrupper i forsknings- og sundhedssektoren.
Som moderne forbrugere stiller vi stadigt større krav til, at de varer vi køber er sunde og miljørigtige. Det vil øge virksomhedernes efterspørgsel efter fx molekylærmedicinere, som forstår produkterne på molekylært niveau.
På nuværende tidspunkt vil virksomhederne først og fremmest sikre sig, at deres nye produkter ikke er giftige eller allergifremkaldende, men i fremtiden vil stadigt flere fødevarer, materialer og genstande blive designet på molekylært niveau med bestemte gavnlige virkninger for øje.
Sådanne produkter kan fx afhjælpe den farlige mangel på B12 vitamin. Forskere fra Århus Sygehus og Det Naturvidenskabelige Fakultet har fået planter til at lave det protein, som kroppen bruger til at optage vitaminet. Nogle af forskerne har nu igangsat et firma, der skal udnytte proteinet i behandlingen og diagnosticeringen af patienter med mangel på B12.
Da uddannelsen udbydes i samarbejde mellem Det Naturvidenskabelige og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, får du det bedste fra to verdener, som begge står stærkt internationalt inden for forskning og undervisning.
Bacheloruddannelsen er en blanding af kurser, som er nøje afstemt mellem fakulteterne indbyrdes. De naturvidenskabelige kurser giver dig kompetencer i biokemi, molekylærbiologi og cellebiologi, mens de sundhedsvidenskabelige kurser styrker dig i anatomi, fysiologi, medicinsk mikrobiologi, immunologi og andre medicinske fag. Nogle kurser bliver tilrettelagt, så lærerkræfter fra begge fakulteter deltager i fællesskab. Udover de centrale kurser indgår fx matematik og statistik som vigtige støttefag.