Vil du have en pjece om uddannelsen?
”Nano” kommer fra afstanden en nanometer, d.v.s. en milliontedel af en millimeter. Det er ca. 100.000 gange mindre end tykkelsen af et hår eller nogle få gange diameteren af et atom. En nanometer og er således en typisk afstand i den atomare og molekylære verden.
Nanoscience, eller nanovidenskab, er grundlaget for at udvikle og anvende nanoteknologi. Begge dele drejer sig om at forstå, designe, fremstille og udnytte materialer og objekter på nanoskalaen, dvs. fra 0,1 til 100 nanometer. Evnen til at arbejde på denne længdeskala gør det muligt at opnå helt nye eller stærkt forbedrede funktioner og egenskaber i en lang række sammenhænge.
Forskere indenfor nanoscience kan med specielle mikroskoper i dag “se” og endog flytte rundt på enkelte atomer og molekyler på overfladen af materialer. Og de arbejder med at aflure hvordan de biologiske mekanismer i vores krop fungerer på nanoskalaen, og hvordan denne viden kan bruges til at lave nye kunstige strukturer atom for atom og molekyle for molekyle på samme måde, som man sætter Legoklodser sammen. Det er eksempler på den type færdigheder, der er kernen i nanoscience.
Anvendelsesområderne for nanoteknologi spænder utrolig vidt: Lægemidler doseret fra nanobeholdere præcis på de steder i kroppen, hvor der er behov for dem. Nye typer af medicinske implantater, der lettere integreres i kroppen. Mindre og hurtigere komponenter til computere og kommunikationsteknologi. Lettere og stærkere konstruktionsmaterialer. Nye typer af kemiske og biologiske sensorer til medicinsk diagnosticering eller miljøovervågning. Nye katalysatorer til den kemiske industri eller miljøvenlig energiteknologi, og nye energilagringssystemer.
Forskning og udvikling inden for nanoscience og nanoteknologi er lige nu i eksplosiv vækst verden over. Der skabes hele tiden ny viden, der vil komme til at påvirke vores dagligdag på næsten alle niveauer i de kommende årtier. Hvis du vil vide mere om hvordan du kan komme til at præge denne udvikling, skal du læse videre her om uddannelsen i Nanoscience på Aarhus Universitet. Uddannelsen har hjemme på Interdisciplinært Nanoscience Center, iNANO, som du kan læse mere om ved at følge linket til venstre.